Uafhængig journalistik
Nytårsdag 2004 besluttede Steve Garfield at døbe dette år Year of the Video Blog. Denne bekendtgørelse blev selvfølgelig filmet og postet på hans nye videoblog. Garfields mission var og er at udfordre de eksisterende nyhedsmedier. Via små journalistiske videofiler afdækker han lokale nyheder såvel som større begivenheder. Eksempelvis var han i juli dette år med på Demokraternes konvent, hvorfra han på sin blog publicerede videoklip med taler, interviews og – på bedste meta-vis – andre bloggere.

Momentshowing – ikke storytelling
Jay Dedman er en anden af dette års nye videobloggere. Han er tidligere journalist og fotograf ved CNN. Dedman blev hos CNN forundret og frustreret over, hvor lidt information der i virkeligheden nåede ud til befolkningen. I april startede han Momentshowing, da han så videobloggen som et muligt alternativ til de etablerede medier.

Som navnet indikerer, består Dedmans videoblog af korte, uredigerede fragmenter og øjeblikke; altså momentshowing i modsætning til storytelling. Dedman mener ikke, at video skal være en erstatning for webloggens tekstindlæg, men snarere et supplement. Visse ting kan ikke formidles via skrift, og her er videobloggen en oplagt mulighed for at tilføre indlæggene en ekstra dimension.

Kunst, karaoke og tegnsprog
De nye videoblogs er dog vidt forskellige i form og indhold. Mens nogle, som Garfield og Dedman, har en journalistisk indgangsvinkel, er andre videobloggere knap så politiske. Mica Scalin, en kunster fra Manhatten, bruger videbloggen Hello? til at afprøve idéer såvel som til at bringe små historier fra sin hverdag, mens Olsen Ebright leverer en ganske speciel blanding af alt fra karaoke til poesi. Desuden giver videobloggen nye muligheder for handicappede. Rob Wilks, som er døv, publicerer for eksempel på sin videoblog North of the Stupid Line indlæg, hvor han kommunikerer på tegnsprog.

Nye multimediekombinationer
Selv om det nu er teknisk muligt og relativt nemt at producere og publicere videofiler, er der dog stadig en række forhold, der gør videobloggen knap så publikumsvenlig som webloggen. Man skal trods alt stadig vente lidt længere på en videofil, man har ikke på samme måde mulighed for at skanne et indlæg, og det kan være vanskeligt at referere til en bestemt pointe i indlægget, hvis ikke man kan linke direkte til den.

Teknologien til at komme flere af disse forhindringer til livs eksisterer for så vidt allerede, så det er nok mest af alt et spørgsmål om tid, før den udnyttes ordentligt. Videofiler vil dog, som Jay Dedman siger, nok aldrig kunne erstatte skriftsproget – webloggens tekstindlæg har sine klare styrker. Men videobloggen tilbyder absolut en række nye muligheder i forhold til fremtidige kommunikationsformer, og fremover vil man formodentlig se webloggen, mobloggen, audiobloggen og videobloggen i et utal af nye multimediekombinationer.