I en pressemeddelelse fra 16. marts 2006 siger IT-Branchens viceformand adm. direktør i Microsoft Danmark Jørgen Bardenfleth, at det er NU Danmark skal finde sin plads i den globale arbejdsdeling.
Han hilser derfor Globaliseringsrådet velkomment som en af de bedste investeringer Danmark har foretaget og nævner i den forbindelse to meget vigtige parametre, hvis vi fortsat skal være et af de førende lande på it-området: Uddannelse og forskning.
It skal være en metafærdighed i folkeskolen, der skal uddannes langt flere it-kandidater, og så skal der satses langt mere på den offentlige forskning, er meldingen fra Jørgen Bardenfleth.
Naturlig arbejdsdeling
Men hvordan forholder IT-Branchen sig til outsourcing? Chefkonsulent i IT-brancheforeningen Jette Baade siger:
- Outsourcing er en helt naturlig del af den globale arbejdsdeling. At danske virksomheder outsourcer gør dem både mere effektive og mere konkurrencedygtige. Det er også vigtigt at huske, at outsourcing ikke altid sker u af økonomiske grunde. Det kan også være, fordi man i andre lande/virksomheder kan finde den fornødne kompetence, som ikke er til stede i ens egen virksomhed/land.
I det tilfælde: Er der så nogen lande/virksomheder, som outsourcer til Danmark?
- Ikke direkte, men indirekte ja. Danmark er jo kendt som et land, hvor kreativitet og selvstændighed hos medarbejderne er meget udbredt. Da vi også har en flad og non-hierakisk organisationsstruktur gør det Danmark til et slaraffenland, når der skal udvikles viden og nye produkter, slutter Jette Baade og nævner i den forbindelse Microsofts Business Solutions i Vedbæk samt Nokias store udviklingsafdeling i Sydhavnen i København.
Praktisk erfaring – i den større virksomhed
Men hvad siger de virksomheder, som udøver outsourcing i praksis? Vi har talt med en gigant, en større og med en mindre dansk virksomhed, der har det tilfælles, at de alle outsourcer.
Det siger sig selv, at incitamentet til outsourcing er en mulighed for at minimere omkostningerne. Men er der også andre gevinster? Det mener udviklingschef fra Brødrene A & O Johansen A/S Søren Jensen bestemt er tilfældet. Han siger:
- En ”afledt gevinst” er, at man tvinger opgavestilleren til at definere den opgave, som han ønsker løst. I mange it-projekter kører udviklingsprocessen ret iterativt, hvilket er godt for den kreative og skabende proces – men ikke altid lige positivt set fra et it-mæssigt perspektiv. Ved outsourcing derimod er kommunikationen blevet den grad mere besværlig, som gør, at det efter min mening bliver gennemtænkte opgaver, som afleveres til IT-leverandøren.

Men hvad med ulemperne? De findes vel også?
- Ja, et problem som kommunikation siger sig selv. Derudover er det ofte en svaghed, at en udenlandsk it-leverandør ikke kender det ”look and feel”, som er nødvendig for en it-løsning rettet mod danske brugere – med mindre selvfølgelig de udenlandske it-leverandører er vant til at arbejde for danske it-huse, og derigennem kender dét præg, der altid skal være på danske it-løsninger. Der er også stavefejl og grammatiske fejl, der kan betyde, at de sidste detaljer ikke kan finpudses.
Men hvordan finder man som virksomhed ud af, hvad der skal outsources, og hvad der ikke skal?
- Meget ofte er det et mix af ”kompleksitet” og ”volumen”. F.eks skal en meget kompleks opgave, der har et lille volumen ikke outsources. Alle store opgaver kan derimod sagtens outsources. Det samme gælder meget små opgaver med lav kompleksitet. Kræver projektet derimod involvering fra en brugergruppe, kan det ikke anbefales at outsource, siger Søren Jensen og oplyser, at virksomhedens Brødrene A & O Johansens erfaringer hidtil er gode.
- Vi har igennem den tidligere afledte effekt haft gode resultater på uventet front. Derudover giver outsourcing os adgang til nogle udviklingsressourcer, som vi ikke kunne rejse ved indkøb af it-konsulentbistand i Danmark alene, slutter han.
Brødrene A & O Johansen A/S er en grossistvirksomhed indenfor byggeteknisk materiel. Virksomheden beskæftiger ca. 800 medarbejdere, og havde en omsætning i 2005 på godt 2.2 mia. Virksomheden har egen udviklingsafdeling med interne it-kompetencer, herunder en e-businessafdeling med ansvar for udvikling af digitale koncepter og strategier. Der outsources både i Danmark og til Ukraine. Læs mere på www.ao.dk/koncern.
Praktisk erfaring – i den mindre virksomhed
Men hvordan er erfaringen i en mindre virksomhed? Vi spurgte Anders Thingholm, der stiftede og stadig ejer IT-virksomheden ”thingholm” og som har førstehånds erfaringer med outsourcing af programmeringsopgaver.
- Mit syn på outsourcing er overvejende positivt. Jeg outsourcer programmeringsopgaver til bl.a. Ukraine og ser klare fordele dermed. Omkostningerne holdes nede, og graden af fleksibilitet er høj. Man skal dog være indstillet på, at projekterne fordrer en klokkeklar kravspecifikation, siger han og fortsætter:
- Om det er en fordel eller en ulempe afhænger af projektets omfang. Efter min vurdering egner de afgrænsede opgaver sig bedst til at blive outsourcet. Altså de opgaver, hvor kommunikationen med kunden er minimal, og hvor sparringsbehovet er lille. Det er min erfaring, at jo længere væk man sender opgaverne, des svagere er forretningsforståelsen. Man skal også have med i betragtningerne, at tidszonerne kan gøre det vanskelligt at kommunikere inden for normal arbejdstid.
Anders Thingholm ser meget positivt på outsourcing i fremtiden og vil klart fortsætte med det, så længe det giver mening.
- Det er jo heller ingen hemmelighed, at programmører ikke hænger på træerne i øjeblikket. Så incitamentet for at outsource kan i nogle situationer måske også være, at der simpelthen ikke er andre udveje, slutter Anders.
”thingholm” er etableret i 1999 og leverer web- og internetapplikationer til en række virksomheder. Kundekredsen omfatter bl.a. IBM, Egmont og reklamebureauer. Der er tre faste medarbejdere i selskabet. Se mere på www.thingholm.dk
Praktisk erfaring – hos giganten
Men hvad siger man hos en af de absolutte giganter, nemlig selveste IBM?
Martin Pedersen, Nordic Business Transformation Manager udtaler:
- I de teams hos IBM DK, som udarbejder løsninger til vores kunder, indgår tit medarbejdere fra andre lande end Danmark. Og i de løsninger, vi leverer til vores kunder, indgår tit ydelser fra IBM-funktioner i andre lande. Så egentlig er der ikke tale om outsourcing i klassisk forstand, da opgaverne bliver inden for IBM. Det er nemlig IBM-afdelinger i andre lande, der løser opgaverne. Vi har centre i bl.a Irland, Bangalore, Colcata og Sydafrika, som alle løser opgaver for IBM DK.
- Målet for os er nemlig løsninger, der sikrer det bedste match mellem kvalitet og omkostning. Og her er det en fordel at kunne trække på IBM's ressourcer i hele verden. Det kan være specialister inden for særlige områder. Eller det kan være centre, der er specialiseret i særlige ydelser. Ved at samle en bestemt ydelse et bestemt sted, får man jo opbygget en særlig ekspertise der, og det øger kvaliteten i ydelserne til kunden, hvilket er en klar gevinst. 
En anden fordel opnås ved at lægge opgaver ud til andre dele af IBM – det frigører nemlig ressourcer herhjemme til at løse andre opgaver. Og det har vi brug for, fortsætter han og siger, at et godt samarbejde forudsætter, at man har det rigtige organisatoriske set-up, at opgaven er klart defineret, og man er enige om rammerne.
Den slags stiller først og fremmest krav til ledelsen - men forstår man at leve op til det, så er det svært at få øje på ulemperne. Vi har gode erfaringer med at arbejde på tværs af grænser. IBM's koncernsprog er engelsk, som alle taler, og vi bruger de samme metoder, værktøjer og kvalitetetsnormer verden over. Den teknologiske udvikling gør det også nemmere at samarbejde virtuelt. Udover mails bruger vi messaging, telefonkonferencer, videokonferencer og webcasts, slutter Martin Petersen.
Læs mere om IBM på www.ibm.com/dk
.